Hvor langt skal københavnerne cykle for at se vilde blomster og svømmefugle? Ikke ret langt, hvis det lykkes at bevare et unikt og ret ukendt naturområde tæt på centrum. Men det kræver politisk velvilje nu, skriver et medlem af bestyrelsen for Det Grønne Knæ.

Igennem de sidste mange år er der blevet etableret et større og større cykelstinet gennem hele Danmark. Det er til stor glæde for mange danskere såvel som turister i ferieperioder. Det er også blevet vedtaget at oprette en såkaldt Nationalpark, som sikrer et større sammenhængende naturområde i et af de smukkeste områder i Danmark. Der iværksættes naturgenopretning, og Hovedstadens Udviklingsråd er lige kommet med en plan for et sammenhængende grønt område, i en ring uden om forstæderne til København.

Desværre er alle disse områder fjernt fra de befolkningstætte bebyggelser. I de indre dele af københavnsområdet, Københavns Kommune og Frederiksberg, er det så som så med de nære direkte naturområder. Der er selvfølgelig Vestskoven, Dyrehaven og Jægersborg Hegn og Vestamager, men sådan lige om hjørnet er der ikke andet end parker og lignende friserede grønne områder. Der findes dog en undtagelse, som nærmere skal beskrives her, da områderne ikke er særligt offentligt kendt. Det drejer sig om ‘Karens Mindeområdet’, ‘Stejlepladsen’ og ‘Tippen’, som vi lokalt kalder dem. De er beliggende i Københavns Sydvestkvarter, en spytklat fra Rådhuspladsen og de tættest beboede områder i hovedstaden.

Et samlet område, hvor buske og græsser er vokset op, som frøene nu er kommet flyvende og har lagt sig, eller efter hvad affaldsjorden har rummet. Derfor har vi i dag en åben, selvgroet, naturgrund som huser mange planter og dyrearter, der er sjældne i et storbyområde som København. Et steppelignende og storslået landskab, hvor der er høj himmel og fri horisont mod Vestamager. Tag ud om vinteren og oplev en fjeldvåge sejle over området på jagt, eller se og hør i hundredvis af pibende silkehaler eller nordfra kommende stære, som åbenbart vil overvintre her. Tag en kikkert med og se ud over Kalvebodløbet, hvor der ligger i titusindvis af forskellige slags svømmefugle og fouragerer i den åbne strøm. Eller vent til varmere tider og tag herud i april, når den grønbrogede tudse synger i håb om at finde sig en mage. Nyd forårsblomster og vilde kirsebærtræer, æbletræer eller andre selvsåede træsorter, som holder til i små klynger mellem det åbne land. Tag forbi Karens Minde og gå ud og klap en hest, mens den går og græsser på de engarealer, som hundredvis af heste har gjort før den, siden middelalderen. Her er det eneste ‘vilde naturområde’, der kan nås på cykel på bare et kvarter fra de store tæt bebyggede boligområder: Vesterbro, Valby og Frederiksberg. Her er det eneste landlige område inden for kommunegrænsen. I modsætning til den pæne Valbypark, som er nærmeste nabo, er der her tale om et uplejet og vildt område.

Det er ikke anlagt, men bare fyldt op med skrald og skidt og et lag muldjord ovenpå. Fra 1960’erne til 1980’erne tjente Københavns Havnevæsen penge på, at entreprenører og andre kunne komme af med deres affald. Før dette var det ‘Københavns Sporveje’ og H.C. Ørstedsværket m.fl. der hældte deres opskrabede skidt ud i strandkanten, så der er mange ikke særligt rare stoffer i dette område. Det er da også erklæret ‘giftaffaldsdepot’.

Alligevel har området været udlagt til kommende boligbyggeri lige siden den første Kommuneplan for København blev udarbejdet i 1985. Lige så længe har den lokale befolkning kæmpet mod disse byggeplaner og forsøgt at få hele området fastlagt som rekreativt område med sikring af de særlige naturværdier, som disse lokaliteter byder på. I 1985 indsamlede lokale borgere over 12.000 underskrifter mod byggeplanerne, og samtlige lokale foreninger og partier, agendagrupper m.fl. har lige siden forsøgt at få kommuneplanen ændret, så de rekreative værdier blev bevaret for eftertiden.

I 1990 blev den yderste del at Tippen fredet, i forbindelse med den store ‘Kalvebodfredning’. Allerede dengang var begrundelsen for denne fredning – ud over de mange arter svømmefugle der overvintrer her – at det rummede store rekreative værdier for de flere hundrede tusinde mennesker, der bor tæt på med meget begrænsede grønne arealer til rådighed. (Udvalgsbetænkning om Kalvebodkilen, 1987, s.34).

Nu skal Kommuneplanen igen til debat, og der skal vedtages en ny i 2005, som også er et kommunevalgår! Vi håber, dette kan give anledning til en større offentlig diskussion af københavnsområdets udvikling, hvor nødvendigheden af grønne åndehuller og bynær natur prioriteres højt. Det har politikerne og embedsmændene på Københavns Rådhus allerede gjort i forskellige oplæg og ‘planer’ i de forløbne fire år – Københavns Agenda 2004-07 – Den Blå Plan – Kommuneplanstrategi 2004 m.fl. De nævner alle som en nødvendigheden af, at byens borgere, og ikke mindst den opvoksende generation, skal sikres disse oplevelser. På den baggrund skulle det også være en selvfølge, at Tippen og tilgrænsende områder nu bliver sikret for eftertiden, men desværre er det ikke så ligetil.

Størstedelen af området er ejet af Københavns Havn, som nu endeligt er erklæret statslig ejendom. Det er altså ‘vores’ – befolkningens – og det skulle være en nem sag at give området til ‘os’ til fælles glæde. Desværre handler Københavns Havn mest som et gammelt prangerforetagende der først og fremmest vil indtjene penge. I mange år tjente de penge på alle de læs møg der blev hældt i vandet. I 1980’erne tjente de kæmpe summer på at have sat området i ‘option’ som det hed, til Aksel Juhl Jørgensen og hans Danbyg. De betalte 400.000 kr. om måneden for at have forkøbsret til arealerne, så de kunne opføre en ny bydel her.

Så kom Øresundsbroen i 1990’erne og ødelagde disse planer, for der skulle føres jernbanespor tværs igennem området for at forbinde det eksisterende jernbanenet med broen. Nu fik området lov til at ligge nogenlunde i fred og det lykkedes lokale borgergrupper at få kommunen til at anlægge et par gode cykelstier og bygge en bro, så man nu kan gå eller cykle til og fra Valbyparken og Køgebugt-stisystemet. Overborgmester Kramer Mikkelsen var ude at indvie dem i 2003, og vi håber hans efterfølgere også vil nyde at komme her.

‘Børnenes Dyremark’, som er en lokal børnestyret forening, har deres heste på græs og en entusiastisk gruppe voksne har gennem årene bekæmpet bjørneklo og ryddet området for overfladeskrald. Det vandt de Københavns Miljøpris for i 2004.

Det eneste forstyrrende element har Københavns Havn sørget for. En modelflyverklub har fået stillet et område til rådighed, så de kan lufte deres flotte modelflyvemaskiner. Det larmer forfærdeligt og generer de mange fugle, som holder til på området, foruden dem der vil nyde området.

Nu har samme ‘Havn’ udlejet et kæmpe areal (44.700 kvm) til et privat golfforetagende, der vil lave øvelsesbaner her. Endnu en gang måtte de lokale beboere op på barrikaderne for at få stoppet dette foretagende, der gik i gang med at opgrave og planere områderne, inden de havde fået tilladelserne fra Københavns Kommune. Så nu er det midlertidigt stoppet, men umiddelbart har Bygge- og Teknikforvaltningen ikke noget imod dette anlæg. I et svar fra Bygge- og Teknikforvaltningen er de så arrogante at meddele, at de går ud fra, at området også fremover skal udlægges til muligt byggeri, og at det derfor ikke er noget problem ‘midlertidigt’ at bruge det til golfbaner, da det stadig vil »være tilgængeligt for offentligheden«. Der er fanden til forskel på et vildtvoksende og blomstrende område og så en trimmet græsplæne. Det er nok heller ikke i orden, at børnenes heste græsser her, og vi andre er sikkert heller ikke velset med madkurven på disse trimmede plæner.

Det er skrivebordsdiktatur, når det er værst og lader totalt hån om den såkaldte ‘borgerinddragelse’ og den kommende kommuneplandebat.

Vi har dannet en forening: ‘Det Grønne Knæ’, som har udarbejdet en plan for områdets bevarelse på disse præmisser. Den kan ses på: www.sydhavnen.net/agenda21/detgroenne-knae. Eller fås ved henvendelse til foreningen.

Bevaringsplanen foreslår hele området på begge sider af jernbanestrækningen sikret som det naturområde, det er i dag. Det betyder, at der er behov for afgræsning, så den åbne steppeagtige karakter bibeholdes. På området, hvor kommunen nu vil bygge plejehjem, foreslås der opførelse af et udsigtstårn, så besøgende kan gå til vejrs og få et udsyn over hele området. I randområderne op til industribygningerne ved Bådehavnsgade ønskes en skovagtig bevoksning, som kan skjule dem, og på et ledigt areal inde mellem disse industriforetagender kunne der anlægges en traditionel campingplads. I umiddelbar tilknytning til denne kunne der så laves en naturcamping, som lå på en lille del af selve Tippens grænseland. Begge typer campingpladser er tiltrængt så tæt på centrum.

Det noget mærkværdige navn Det Grønne Knæ har foreningen, fordi Tippen og tillæggende grønne arealer udgør ‘knæleddet’ i en større grøn kile fra kyststrækningerne og ind i landet. Bortset fra den smalle stribe bebyggelse og vej i Sydvestkvarteret er der et bredt grønt bælte ind til Frederiksberg Have og Søndermarken, via Vestre Kirkegård og Sjælør Boulevard. Tippen slutter, hvor jernbanen skærer sig igennem området og umiddelbart på den anden side ligger et andet grønt og tilgroet område, der strækker sig op til Sjælør Boulevard. En del af dette er også gammelt opfyld og har været brugt til ‘stejleplads’ for de lokale fiskere indtil 1980. Her ligger også kolonihaver og et gammelt mosestykke, som også bruges til græsning af børnenes heste. Det hører til det oprindelige og ældste landbrugsområde i Kongens Enghave.

I 1790’erne blev disse arealer, der dengang var strandenge ud til Kalveboderne, udstykket til landbrugsjord. Her blev der opført en gård, som siden blev ombygget til ‘Åndssvageanstalten Karens Minde’. I dag rummer Karens Minde bydelens bibliotek og Kulturhus med meget mere. Det enestående ved hele dette område er, at man stadig kan se de oprindelige markskel på det meste af arealet og fornemme, hvordan de københavnske yderdistrikter engang har været som landbrugsområde. I kraft af disse herlighedsværdier har denne del af området opnået Friluftsrådets udmærkelse Byens Grønne Blad for sine rekreative og naturskønne kvaliteter flere år i træk; sidst med denne status gældende ti år frem. På trods af dette er også disse områder truet af byggeri i dag – der er udarbejdet et lokalplanforslag, som indebærer opførelse af et plejehjem og en samling tæt-lav boliger, der kun efterlader en tynd grøn tarm tilbage. Disse områder er også omfattet af Det Grønne Knæs bevaringsplan, så de kan bevares ubebyggede og sikre den cyklende eller vandrende en total oplevelse af natur helt fra storbyens hjerte og ud til hav og himmel. Det er en plan, der har bred lokal opbakning.

Samtlige forvaltninger i Københavns Kommune har modtaget eksemplarer af denne plan, og vi har skrevet høringssvar til såvel ‘Kommuneplanstrategi’ som Agendaplan, der har været til høring i 2004, foruden HUR’s regionplanrevision i 2003. Så det burde være velkendt på Københavns Rådhus, at der er andre ønsker for området end de allerede kommunalt fastlagte.

Det er udtryk for snæversynet og total utidig tankegang, at de planlæggende myndigheder stadig ser på disse områder som mulige byggetomter. Københavns Kommune er fyldt nok op med byggeri – den er en af de storbyer i verden med de færreste grønne og rekreative arealer pr. indbygger. Dette er erkendt i nogle kroge af systemet, som det kan læses i div. planforslag og rapporter, der er kommet fra Københavns Kommune de senere år, men det udmønter sig åbenbart ikke i praksis eller tankegangen hos de embedsmænd, der skal fremme politikernes visioner for fremtiden.

For øjeblikket er man i gang med at opføre en helt ny og stor bydel på de tidligere havnearealer ved Sluseholmen. Det bliver en fin, men også meget tæt bebygget by med mange kanaler omkring sig. Det er rart at bo ved vand – det giver lys og luft – men hvad med de grønne friområder? Dem er der ikke nogen af, bortset altså fra Tippen og omegn, som ligger to minutter derfra.

Vi håber det endelig kan lykkes i 2005 at få sikret området. Det kan gøres så nemt – staten, som er den reelle ejer af Tippen nu, kan sælge området for en krone til Københavns Kommune, mod at de overtager området. Det skal de med en klausul om, at den skal fastlægge det som rekreativt i kommuneplanen og stille med en ‘pasningsgaranti’ i al evighed, som sikrer den enestående fauna der findes her, samt sikrer borgerne fri og god adgang til området. Københavns Kommune ejer alle arealer på den anden side ‘banen’, så det kan de også – gratis – sikre på samme vis. Det er da nemt og billigt – ik’! Samtidig kan ministre, overborgmester, borgmestre i øvrigt og politikere i flæng få en plads i historien som dem, der sikrede det sidste sammenhængende grønne naturområde i indre København – på samme måde som Stauning sikrede Dyrehaven til folket. Her er vi bare i de sydlige forstæder og meget tættere på Rådhuspladsen – både den i København og på Frederiksberg – det er underligt, de ikke har opdaget det endnu!